Én aften, to bands. Vidt forskellige bands, og med hver sin sindsstemning som udgangspunkt, men begge udtrykt i et virtuost sprog, med lyrisk ekvilibrisme. En aften, hvor der virkelig bør spidses sprogører.  

DET MUNTRE UBEHAG afspejler livets trivialiteter, ubehageligheder og glæder. Vi ved, at sandheden sjældent ligger i det storslåede, men oftest skjult mellem det ubehagelige og muntre. ”Livet er dermed et muntert ubehag”
Det Muntre Ubehag beskriver derfor sig selv som en lyrisk barstol, hvor ordet er relevant og bider sig fast som en velfortjent lammer fra en god ven. Et mundvandsdryppende modsvar til den evige fornuft og stræben efter det uopnåelige. Det ubehag, der klæber sig fast som tung cigarrøg af melankolsk velvære.

Vi følger provinsens uskrevne love og kigger med nysgerrige øjne på verden. Kreativiteten krydres med en smule galskab, som ind imellem slippes fuldstændig løs, via et sprudlende sprog, og musikalske elementer fra både blues, reggae, rock, vals, viser, folk, pop, marchmusik, metal, tango, samba, dansktop, swing og alt derimellem.
Der bliver grinet og leget, men de store følelser og tanker bliver også vendt.

Orkestret består af fire herrer, der har passeret de 40, men stadig besidder en energi og appetit på livet - både på scenen og til daglig, hvor de eksisterer via borgerlige navne som: Simon Clemens, Søren Petersen, Brian Skousen, og Nikolaj Plum-Jensen)

FALDEREBET er et dystopisk post-punk-band, der debuterede i 2020 med et støjende og veloplagt album, der udelukkede alt håb om personlig frelse. Dette band består OGSÅ af velvoksne herrer, der tilsyneladende opfatter de sorte skakter som et fristed. For der er stadig intet håb at hente hos Falderebet, der til gengæld er blevet mindre forvrænget og mere melodiøse på ’En Dans på Roser’, uden at vi på nogen måde kommer i nærheden af den musikalske midterrabat.

Sangtitler som ”Hvorfra kommer tomhed?”, ”Cancer i december” og ”Alt er forladt” giver en rimelig pejling på det tekstunivers, som sanger og sangskriver Bo Bech Arvin bedst trives i. Det er stærkt eksistentielle kriser og livets ulidelige lethed, som han fremmaner i de meget personlige tekster.

Det giver sangene en vis tunghed og med fare for at ramme betonbunden hårdt og brutalt. Men Bo Bech Arvin er også en god fabulerende fortæller, så der kommer et nødvendigt liv i teksterne. Bassist Jakob Lund spiller en absolut afgørende rolle med sin skiftevis rullende og tunge basgang, der sammen med trommeslager Anders Ramhede lægger et stramt rytmespor, mens guitarist Henrik Berger deler øretæver ud.

Den højt respekterede anmelder Klaus Lynggard skrev i Weekendavisen:
”..Lyden er stor og flot, med guitaren som bærende instrument hen over en sikker bund af bas og trommer[…] stensikkert spillet med schwung og nerve […] forsanger Bo Bech Arvin har et sikkert øre og sans for sproglige finurligheder […] Teksterne er uden undtagelse gennemarbejdede og intelligente, afsunget fra usikker grund med tvivlen og melankolien som makkere.”